Lone
Så galt kan det gå en almindelig dag...
Det begynder faktisk med, at jeg skulle hente en trampolin til Emily. En af de store, du ved. Ja, i min lille bil, hvad ellers? Nå, ned til Fætter BR, bakke ind bagom. Lægge sæder ned, læsse i, binde fast, - de stak jo kun 1½ meter ud bag. Sikke et syn! Nå, hjem - uden om alle huller i vejen, så de der kasser ikke faldt ud. De var jo tunge. Nå, vel hjemme. Hvad så? De skulle jo helt ned bag i haven. Selvfølgelig! Jeg bakker da bare derom, ikke? Som sagt så gjort. Og jeg fik også stoppet lige inden jeg torpederede mit tørrestativ omme bag. Så fik Emily og jeg eller samlet trampolin. Er du klar over, hvor meget man i grunden skal stramme de der skide fjedre for at få dem sat på? Nej, vel. Det var jeg ligesom heller ikke, før jeg stod i det med en unge ved siden af som bare glædede sig vildt til den første hoppetur.....
Nå. Emily med en gummihammer. Jeg med en trækkrog. Og så træk - bank - av! Det var jo mine fingre hun ramte hver 3. gang. Men samlet blev den. Og da den stod færdig, ja, så havde vi vendt hoppedugen med bagsiden opad! Hurra! Nå, den fik altså lov at blive sådan. Man hopper nok ikke omvendt af den grund....
Så kom Nela hjem. Han gloede lidt meget på det der store monstrum på græsplænen. Nej, ikke fordi vi selv havde samlet den. Nok mere fordi jeg kun havde slået græs lige der, hvor den stod......fnis.
Så måtte han jo i gang med resten af græsplænen, mens jeg helligede mig kvindens (iflg. manden) pligter foran komfuret. Nela flyttede min bil, slog resten af græsset, og spændte traileren med græs bag MIN bil! Jeg tror, han lo imens, men jeg kan jo ikke vide det...
Spisetid. Endelig lidt ro. Slappe af. Så siger Nela: jeg kan se, det ikke blæser så meget; jeg tager lige en sejltur. OK, siger jeg. Husk lige at tage lange bukser på først, det er jo koldt på vandet. Mærkeligt nok blev fingeren hejst sammen med et smørret grin: Jeg er altså stor nok til selv at finde ud af det! Og vi lo!
Nå, men strygetøj går jo ingen steder. Emily var smuttet til spejder, Nela på vandet. Ja, så er det med at tænde tv og se extrem hjemmeservice og stryge tøj. Hyggeligt, ikke?
ja, så er det faktisk først nu, min historie begynder.......
Kl halv 8 ringer Nela: Jeg har altså bare brug for hjælp. -Hvad nu da? -Jo, altså, først sagde motoren prut, prut fnys, så gassede den op, så sagde den prut, og så gik den ud i en stor røgsky.......
ØØØØØØØH.....laver du sjov? - Nej for fanden da!
Ok, hvor er du? - stadig i fjorden, men ude ved Stevelt. Jeg driver.....
Ok, hvad har du så tænkt dig jeg skal gøre...?
Gå over til naboerne Jøgge og Karin. De må sejle ud og hente mig.
Jamen deres motorsejler er ikke den hurtigste. Det tager nok et par timer.....
Så må du jo hellere kommer derover.......(ja, det var jo logisk)!
Over til naboen. ØH, hej Karin. Øh, Øh, kan jeg få lidt hjælp ved jer?
Nå, hvad nu da? - Jo, ææhhh, mmmmm, øh, Nela har fået motorstop og vil gerne trækkes hjem. Er det noget I kan hjælpe med?
-JØØØØØØØGGEEEEEE, Kom lige, Lone er her......
Karin fortæller lige Jøgge det hele igen. Jøgge er allerede ved at tage sejlersko og sweater på. - Hvor ligger han? Giv mig hans tlf. nummer. Kom så Karin, så smutter vi.
Ja, det var jo effektivt. Hvad skulle jeg så lave i mellemtiden? Nå, jeg kunne jo altid gå hjem og stryge og så lege kommandecentral. Som tænkt så gjort. Så ringer Nela:
ÆÆÆh, jeg har tænkt lidt, siger han. Fedt, der er jo heller ikke meget andet at lave derude, vel? Jo, han har bundet sig til en kost i sejlrenden, mens han venter, og så var det jo lige at han havde fået den geniale idé at jeg kunne smutte til Padborg efter vores trailer, så vi kunne få båden op af vandet straks den kom ind. Ja, det var en genial idé. Jeg slukker strygejern og tv, fiser ud og spænder traileren med græs fra min bil. Nå, nøgler. Ind igen. Hvor fanden er de nu blevet af?
Ringe til Nela: Hvor mange bilnøgler har du lige med ude på vandet, min skat? Dyb tavshed, så: -For fanden da! Jeg har både dine og mine......
Heldigvis fandt jeg en mekanikernøgle til min bil i bunden af skabet. Så til spejder og hente Emily, og så til Padborg. Dvs. jeg glemte lige Nelas arbejdsnøgler. Så vende bilen, hjem og hente hans nøglebundt. Og så afsted. Det gik nok lidt hurtigt ned af motorstien, så jeg sad og tænkte: Nu mangler jeg bare at få en fartbøde, så er dagen fuldendt!
Jeg kom til Padborg uden at se blå blink. Fedt. Alt var låst. ØØØh, den nøgle passer til den port, over skinnerne, rundt om den bygning, var det nu til højre rundt eller til venste...? Over til den næste port. Hurra - jeg kan se traileren. Hvilken nøgle passer nu? Imens er jeg under skarp observation af ca. 4 garvede chauffører, der står og smågriner ad hende i den lille fikse nederdel med den store røv og den lille fikse bil, der ikke kan komme igennem det lille hul i den store port med den kæmpe trailer bagpå uden at bakke et par gange. YES, vi rykker vildt!
Så til Haderslev. Ned til havnen. Bakke traileren til vandlinien. Tage bagbommen af. Bakke til fælgene rør vandet. Det har jeg sgu da styr på! Så ringe: -Hvor langt er I?
-Vi er snart i Starup.
-Ok. Jeg kan jo ikke trække båden op med min lille spand. Kan jeg ikke hente bilnøglerne til den store i Starup når I sejler forbi?
-Jo, fin idé.
Så spænde traileren af. Håbe, den er der, når jeg kommer tilbage igen. Fræse ud til Starup. Parkere, løbe ned til broen. OK, hvad nu, du? Hvordan får jeg nu fat på nøglen? De kommer jo ind med 2 halvstore både, hvoraf den ene bare dingler bagefter i en snor...? Yes, en robåd med årer. Den hugger jeg. Så igang. Forestil dig lige Fru Jørgensen i stram nederdel fise rundt i en stjålen robåd og tage fortøjninger, mens den stakkels jolle vipper faretruende i alle retninger på én gang! Ømt syn!
Jeg beholdt den sidste fortøjning til den yderste pæl - jeg skulle jo også i land igen på en eller anden måde. Og så lå jeg ellers bare der med snuden godt ud og ventede på, at de kom. Jeg kunne se dem derhenne. Vinke - vinke. Jo, nu har de set mig! Så skulle de sejle tæt forbi, så jeg kunne få overrakt nøglerne.
-Pas nu på, I ikke taber dem, griner Karin. Ja, det ville da være kønt, hvis vi gjorde.
Men det gik fint.
De sejlede videre, jeg oksede som en gal med at trække mig selv og den der uhåndterlige robåd ind igen. Imens var der kommet nogle hundelufter-folk ned på broen. Nej. De tilbød IKKE at hjælpe. Jeg tror, de har haft rigeligt i at knibe balderne sammen for ikke at tisse i bukserne af grin....
Op på broen, spurte hen til først min bil efter mit kørekort. Låse, snuppe den anden bil, fræse væk. Hvad har de dog ikke tænkt, dem med hunden....?
Ind til Haderslev. Bakke Nelas bil ned til traileren. For fanden da. Jeg kunne bare ikke ramme med trækkrogen, og buler ville jeg ikke lave, så jeg stopper 5 cm fra mål. Der er altid mennesker dernede, så det er jo bare at stå ud og få en lettere alkoholiseret skipper til at hjælpe. Men netop denne dag er der som blæst - ja, altså på MIN side af fjorden. På den anden side er der rigeligt med folk, der ikke har andet at lave end at holde øje med slæbestedet, så jeg er bare rigtigt i søgelyset i aften.
Vente. Forhåbentligt kommer de snart, så vi kan få det her overstået. Ja, der kommer masten på Jøgges gode skib Emma rundt om Helene, fjordbåden. God nok, så.
Det gik som fod i hose at få båden op på traileren, efter at Nela var hoppet i land og havde spændt bil og trailer sammen. Så skulle vi bare lige have lygtebommen på igen. Fint. Mens Nela ordner noget bag båden, kravler jeg op på traileren foran - ja, stadig i min nu ret højt hævede stramme nederdel - og op på båden for at lukke pressenningen inden vi kører. Da jeg vender rundt for at kravle ned, kan jeg se store sorte fodspor efter mig hele vejen på båden og inden i den. Jeg har jo trådt i en rigtig dejlig frisk hundelort lige inden jeg kravlede op! Yes, det r det, jeg siger: Det rykker for vildt i dag!
Da vi endelig kom hjem var klokken også over 23. Jeg har ikke i lang tid sovet så godt som den aften!
|
Lone